The Lollipops – de danske Beatles?

 

I sin bog om The Beatles og deres tid, Yeah Yeah Yeah, fortæller Torben Bille også historien om The Lollipops, bandet, der fik de svenske flickor til at hvine. Vi har fået lov at bringe et uddrag og kommer ind i historien, da Beatles-feberen for alvor er ved at smitte herhjemme

 

BEATLES-INDUSTRIEN herhjemme var begyndt at komme i omdrejninger. Ikke i samme selvopskruende tempo som i USA eller England, hvor bandet i 1963 omsatte for lige så mange millioner pund som det estimerede britiske bilmærke Triumph, men markedet begyndte også her at myldre med autoriserede og navnlig uautoriserede Beatles-produkter. Aviserne rapporterede, at en entreprenant direktør, Georg Andersen fra Fyldepenne-magasinet, havde fået fogedforbud mod at producere kuglepenne med Beatles-portrætter. Salget var ellers gået strygende, 35.000 styk foreløbig, og direktøren udtrykte undren over, at nogen kunne have eneret på sådan noget som The Beatles. Sådan var det også i sin tid med Mickey Mouse, fortalte han, men »der fik jeg jo en speciel ordning …«

Lidt mere styr på licenserne havde en slipsefabrikant på Amagertorv, som sikrede sig retten til at sælge Beatles-slips i både Sverige og Danmark. Ekstra Bladet kunne berette, at de fire beatler hver fik 50 øre pr. solgt slips – man glemte at nævne Brian Epsteins andel, som han ikke skiltede alt for åbenlyst med, men som bladet senere skrev: »Om Epstein er langhåret? Næe, han ligner en forretningsmand. Og det er han vist også …« Til pigerne var der kjoler med påtrykte Beatles-kontrafejer, selvfølgelig de moderigtige shift-kjoler. De kunne erhverves for 72 kroner og fandtes i turkis, rosa, sort eller gul bomuld. Halvanden krone gik i Beatles-kassen for hver solgt meter. Men så havde man også, ifølge modepressen, sikret sig »noget af det rappeste, man kan iføre sig i år«. Ligesom naturligvis de matchende strømper til 10,80 parret.

Således udrustet kunne man læne sig tilbage i sin »originale Beatles-rørstol« til 75 kroner, og – hvis man var dreng – se ned på sine »ægte« Beatles-støvler fra Troelstrup til 94, 50 og derpå over på væggen, som var dækket af Beatles-tapet til 30 kr. rullen. Ikke så få havde også et vægtæppe af hørlærred med Beatles-portrætter – det kostede kun 7,50 pr. efterkrav. Eller en »elegant« meterhøj Beatles-plakat til 16,20 (inkl. forsendelse). Eller begge dele. Og havde man brug for overspringshandlinger inden blækregningen truede, kunne man, hvis man havde råd, altid bladre i Fab 208, Radio Luxembourgs plakatmagasin, der kun kunne fås i Hovedbanegårdens kiosk. Det kostede 1,90 eller små tyve kroner i nutidsvaluta på et tidspunkt, hvor de fleste jeg kendte højst fik det beløb i lommepenge – om ugen. Imens kunne man dele Beatles-slikstænger, der kom i fire stk. pr. pakke. Og skylle efter med den nylancerede danske konkurrent til Coca-Cola, Jolly-Cola, som den hjemmegående mor selvfølgelig bar ind på en Beatles-bakke (med påtrykte autografer), købt i Importøren for 7.85. Var partneren i den storternede slå-ud-sofa en pige kunne man måske få brug for at slå begejstringen en smule ned. Det klaredes ude på badeværelset ved at overstrø de ophedede steder med lidt kølende Beatles-talkum.

 

I SYDSVERIGE brugte skolepigerne på samme tidspunkt Lollipops-talkum. I en pudsig og lidt overset sidehistorie til beatlemania i Skandinavien spilles hovedrollerne af The Lollipops alias de to brødre Torben og Jørgen Lundgreen samt deres morbror, Poul Haman Petersen. De blev som de første kaldt »de danske Beatles« og boede i Leifsgade på Islands Brygge.

Når de ikke prøvede at gå i skole eller fik jævnaldrende svenske flickor til at dåne, byggede de hemmelige huler ude på Amager Fælled eller spillede fodbold på Fremad Amagers 1. lilleputhold. Ind imellem skrev de sange, der, genhørt i dag, folder sig ud som små tidslommer, skræddersyet til en nostalgisk tour-de-force med udgangspunkt og endestation i de tidlige 60’ere, dengang rock var pop, og stod op hver morgen, klar til at sprede smitsom nynnen, uden at skamme sig af den grund.

I 1963-66 var trioen sammen med The Cliffters og Jørgen Ingmann eneste danske popek-sportvare af betydning. Lollipops var f.eks. kun et halvt point fra at slå ’I Should Have Known Better’ af pinden som hitlistetopper hinsidan på Sveriges Radios Tio I Topp-liste.

The Lollipops var ikke musik, man hørte. På den anden side: Man hørte, som vi har set, så meget og så meget forskelligt, og hvis man de år havde den skrattende transistor indstillet på Radio Syd, var det svært at undgå at høre Lollipops.

The Lollipops optrådte første gang sammen i 1960 i datidens åbne talentforum, Tante Karens Ping-klubben, som holdt til i Lorry på Frederiksberg. Her mærkede Rudi og Annisette Hansen også første gang de skrå brædder. Brødrene Lundgreen på ni og ti sang børnesange under så stor jubel, at Tante Karen bad dem komme igen. Det gjorde de, nu med den to år ældre onkel på trommer, et instrument han aldrig havde spillet på, men hvor svært kunne det mon være? Tante Karen ville kalde dem Trekløveret, men Torben og Jørgens far, Gunnar, pløjede en ordbog igennem og The Lollipops blev det.

Amatørkonkurrencer fulgte, og medvirken i Folk og røvere I Kardemommeby. En svensk impresario hørte dem ved et friluftsarrangement på Dyrehavsbakken, og udbrød til B.T. »De er den største sensation siden Robertino (italiensk barnestjerne, der nød enorm dansk succes, før hans stemme gik i overgang)«. Han skaffede Lollipops en kontrakt med det svenske selskab Karusell.

Debutsinglen, ’Lollipop Lips’, en loyal Connie Francis-coverversion, bevægede sig i 1963 så meget, at Radio Syd som Skånes uofficielle nationalradio på det nærmeste adopterede gruppen. Og fra regional succes gik den til nationalt svensk gennembrud i 1964 med den meget beatles-agtige ’Do You Know How Much I Love You’. Debut-lp’en Do You Know... The Lollipops fra 1965 var den første fra en dansk gruppe med ene egne kompositioner(!), året efter at The Beatles havde overskredet samme grænse på A hard day’s night, men herhjemme var det stadig småt med kendskabet til Lollipops. I Sverige (og Finland) udløste de kaotiske hysteri-scenerier i folkeparkerne til lyden af en årlig omsætning på en halv million kroner – det var vel at mærke dengang, de fleste millionærer kun levede i Andeby. Og gruppens fanklubber havde et anslået medlemstal på 50.000, som hver måned modtog et eksemplar af Lolli-Posten.

I 1967 SLOG Lollipops omsider igennem i Danmark med ’Stop Before You Break My Heart’. På b-siden gennemhøvlede de Knickerbockers’ garagerockende Beatles-pastiche ’Lies’. Samme år grovhittede de med ’Susy Moore’, en skamløst, (p)opdateret plankning af Tim Hardins countryfolkstandard ’The Lady Came From The Baltimore’. Men i 1967 var polariseringen af markedet allerede i fuld gang. Uanset hvor langt hår, de fik, uanset hvor høje pophælene blev, og hvor mange popstriber, der kom på bukserne, så var Lollipops’ rute udstukket. Gruppen gled over i den bredere underholdning, dansktop, melodi grand prix og den slags, med om muligt endnu større gennemslagskraft – sange som 1975-hittet ’Lorna’ er den dag i dag fast inventar på repertoirelisten hos mange svenske dansbands. Brødrene satte pengene i travheste og modebutikker, og Jørgen blev akademiuddannet og anerkendt billedhugger. Sideløbende fulgte comebackforsøg på comebackforsøg og mere eller mindre dubiøse grandprixdeltagelser. I 1989 indspilledes et engelsksproget comeback-album med ex-Gasolin’-trommeslageren Søren Berlev. I 2002 døde Poul Petersen og to år senere Jørgen Lundgreen – nyrerne ville ikke længere. 

Siden er der kommet gode dækkende kompileringer med bandet. Naked When You Come genåbnede ballet i 1998 og to såkaldte complete-plader fra 2003 forlængede det og giver et godt indtryk af gruppens appeal. Og lytter man efter kan man høre en ung Stig Kreutzfeldt på elbas! Lollipops havde i guldalderen en gennemsnitsalder på 14! De kan ikke have været i bukserne på mange piger, men synger som om de ikke tænker på andet. På den der drømmende, uvidende måde, man nu engang tænker på i de år. Oveni kan de synge.

Ved genhøret forekommer Lollipops stadig så smittende i deres uskyld, at vi må have haft ørerne stoppet med vattede kollektive fordomme, siden vi bare forærede dem til svenskerne, som om det ikke var nok, at de dengang altid slog os i fodbold. Her, små 45 år senere, lader det sig gøre at høre Lollipops uden at skulle tage hensyn til om de andre hjemme i gården vil grine deres røv i laser, give mig buksevand og pifte min cykel, fordi jeg hører sådan noget tøsepop.

Brødrene Lundgreen er naturligvis ikke i samme kategori som Lennon-McCartney, men ballader som ’Do You Know How Much I Love You’ og ’Oh Girl’ emmer af teenage-troskyldighed til flere generationer tilsat en melodisk renhed. De veloplagte up-tempo sange som ’There Was A Time’, ’Stop Before You Break My Heart’ og ’I Feel The Sun Up There’ er langtidsholdbar britpop.

Selvfølgelig kan man sige, at det hele lyder som Liverpool, men så misser man pointen: Det gjorde det meste nemlig dengang, hvor selv The Beatles kopierede sig selv. Og andre.

 

Uddrag fra bogen ’Yeah Yeah Yeah – en krønike om The Beatles og deres tid’ (Gyldendal, 2010)

@Torben Bille 2010